Hjemme Igen

Hej med Jer allesammen

Tak for alle jeres støttende kommentarer og søde lykønskninger.

Jeg har siden afslutningen af turen prøvet at slappe lidt af, men det har været svært. Jeg har efter turen haft uro i kroppen og en stor lyst til at komme på vandet igen. Men at komme på vandet må vente lidt, da jeg i denne weekend er flyttet til København, hvor jeg det næste stykke tid kommer til at bo ved forskellige venner, indtil jeg finder et mere permanent sted at bo.
Mandag morgen starter jeg i mit nye job på Bispebjerg Hospital.

Hvis du kender et godt kollektiv eller har en lejlighed / værelse i København omkring Bispebjerg Hospital, så må du meget gerne sige til og kontakte mig.

At ro Danmark Rundt i Havkajak har været en meget lærerig rejse for mig. Jeg har lært en masse om at bygge projekter op, og om at markedsføre sig selv. Jeg har lært rigtigt meget om min psyke og fysik, og så har jeg fået nogle utroligt flotte naturoplevelser og mødt nogle mennesker, som jeg håber at møde igen.

Jeg vil rigtig gerne takke mine sponsorer, som har været med til at gøre min rejse ind i mig selv, Danmark Rundt i Havkajak og forsøget på at Erobre det Rød Hvide Bånd, muligt for mig.

Tak til mine sponsorer for, at I har støttet mig og været med til at gøre det muligt at udleve min drøm, at tage på denne rejse Danmark Rundt i Havkajak.

Strategicoach.dk
Hotel Christiansminde
Friluftsland
TeamKayak
Gram Kajak
Daniamant
Sandberg
Profil Optik Ravn Svendborg
Intersport / Sporten Svendborg

En kæmpe tak til min familie og venner som har støttet mig, og haft søvnløse nætter pga. mit togt.

Tak til alle Jer som jeg har mødt på rejsen, i har været med til at give mig en masse gode oplevelser og dejlige historier. Alle som jeg har sovet og/eller spist hos må meget gerne skrive en besked til mig, så jeg kan kontakte jer og komme forbi igen, hvis jeg kommer på jeres kanter.

Tak til alle Jer som har fulgt med på min rejse og tak for alle jeres super søde og støttende ord undervejs.

God Søndag

Det Handler Om At Ville Det!


Dag 44 Sønderhav-Grænsesten nr. 1

I dag blev det til 6,67 Km fra Sønderhav til Grænsesten nr. 1
Vind 2-6 m/s fra vest
Bølger og strøm var uden betydning

44 Dage 1315 km Grænsesten nr. 1

Nu har jeg fuldført mit forsøg på at erobre det Rød Hvide Bånd ved at ro Danmark Rundt i Havkajak.

Jeg startede min dag helt stille og roligt med at nyde fuglenes pippen og åens rislen.

Klokken lidt i 10 kom Mie og Torkild som begge ville følge mig til mål. Mie er efterhånden garvet i at følge folk til Grænsesten nr. 1.

Inden vi kunne komme på vandet måtte jeg lige klare et interview med TV2syd. Men herfra gik det helt stille og roligt i dejligt ro vejr, med en masse snak om turen og hvordan jeg havde det med at det snart var slut.

Og på den ene side er det jo rart at turen stopper, men omvendt så har jeg egentlig også lysten til bare at ro videre.

Da vi havde roet omkring 3 km blev jeg roet i møde af Per, som har været med til at lærer mig at ro kajak, samt Knud, som har støttet mig gennem projektet og kørt min kajak til grænsen og nu hjem igen. Da vi nærmede os grænsestenen trak mit følgeskab sig lidt tilbage og jeg tog turen under broen og gik op ad gendarmstien til grænsesten nr. 1, hvorpå jeg lagde min hånd, som afsluttende handling på min tur.

Fremmødt var min familie både fra Fyn og Jylland samt en masse journalister som kæmpede om det bedste spot.

Efter min hånd var lagt på grænsestenen stod den på champagne, kram og en hulens masse billeder og et par interviews. Tak til alle som mødte op I har været med til at gøre dette til en kæmpe stor dag, og jeg har været rigtig glad for at dele den med Jer.

Tilbage til det pulserende samfund

På vej hjem til Thurø har Knud og jeg været “heldige” at ramme køkørslen over Fyn, så nu er jeg igen tilbage i det virkelige samfund.

Rigtig god aften til jer alle sammen.

Det handler om at ville det, men også om at gøre det!

Dag 43 Klinting Hoved-Sønderhav

I dag gik turen fra Klinting Hoved til Sønderhav en tur på 36,9 km
Vind 4-6 m/s fra vest
Bølger 0,25 m fra vest
Strøm 0,25 knob udadgående

Jeg startede morgenen med at ligge i teltet og lytte til bølgerne der stille skyllede ind på stranden.

Herefter gik jeg igang med at pakke ned, inden det var tid til at komme på vandet. Der gik ikke mange km før jeg kæmpede med smerter i ryggen, som strålede ned i mit venstre ben. Jeg måtte derfor på land efter 20 km for at rette kroppen ud. Smerterne forsvandt så snart jeg kom op at stå.
Jeg roede videre til Alnor, hvor jeg mødte Mie som havde inviteret på eftermiddagskaffe, inden vi sammen roede videre mod Sønderhav. På denne strækning havde min krop det godt igen og jeg mærkede ingen smerter.

Jeg ligger nu i mit telt og lytter på regnen, og glæder mig til at jeg skal ro de sidste km i morgen. Turen går til Grænsesten nr. 1 som jeg skal lægger min hånd på for at afslutte turen.
Dette sker kl. 12

Rigtig god aften til Jer alle sammen

Det Handler Om At Ville Det !

Dag 42 Vitsø/Ærø-Klinting Hoved

I dag blev turen på 31,5 km fra Vitsø til Klinting Hoved
Vind 4-8 m/s fra nordvest
Strøm sydøst gående med op til 1 knob
Bølger op til 0,5 m fra nordvest

Turens sidste mørkeroning

Jeg har i dag brugt formiddagen på at sove længe og slappe af så vinden kunne lægge sig hvilket den gjorde mellem kl 14 og 15.

Jeg kom på vandet til kl 15 hvor jeg startede dagens første kryds med sidevind bølger og strøm. Det gik godt med over 7 km/t de første 12 km. Herefter skiftede kursen og jeg fik modvind.

Som turen gik så gik solen også ned, og jeg fik min sidste sejlads i mørke, under mit forsøg på at erobre det Rød Hvide Bånd. Jeg slutter turen på torsdag kl 12 når jeg lægger min hånd på Grænsesten nr 1, ved Kollund skov.

Det var dejligt at ro i mørke hvor der samtidig var lys over Høruphav og Sønderborg.

Nu ligger jeg i teltet og slapper af til lyden af vandet der skylder op på stranden.

God aften

Det Handler Handler Om At Ville Det!

Dag 41 Skarø-Vitsø/Ærø

Så er det på torsdag ca. kl. 12 at jeg lægger min hånd på Grænsesten nr. 1 ved Kollund Skov og afslutter min tur Danmark Rundt I Havkajak, og dermed  mit forsøg på at erobre det Rød Hvide Bånd(link).

I dag gik turen fra Skarø til Vitsø på Ærø, det blev en tur på 25,6 km.
Vind 6-8 m/s fra nordvest.
Bølger maks 0,7 m fra nordvest
Strøm østgående med op til 0,5 knob

Jeg vågnede i dag til den flotteste solopgang i dejligt vejr. Jeg fik pakket sammen og pakket kajakken, men nåede kun 500 m før turen var ved at være slut. Jeg sejlede på en stor sten men heldigvis er min kajak hårdfør, så der skete ikke noget. Turen gik derefter mod Drejø som blev lyst op af morgensolen. Ved Drejø satte jeg kursen mod Ærø nordvest spids. Det blev en tur i modvind og modbølger, men det gik godt derud af. Solen og skyerne gjorde det sjovere at lave krydset da der hele tiden var noget nyt at kigge på. Det var skyformationer og lyset på land der ændrede sig, det var smukt og interessant at iagttage. Mere eller mindre perfekt Rovejr.

Jeg er kommet godt frem til Vitsø på Ærø.

God aften alle sammen

Det Handler Om At Ville Det!

Et lavt kik mod Svendborgsund
Flot vejr på vandet
Ærø om bagbord
Over vandet…
Under overfladen…