Close

Fyn Rundt

Den Trackede rute Fyn Rundt 2020

Dag 1 Thurø - Nyborg - Hverringe strand

Jeg har lidt fridage i kalenderen igen og derfor startede jeg i går på et nyt togt – Fyn Rundt. Det er et togt på ca. 250 km og i går tilbagelagde jeg de første 61 km, fra Thurø til Hverringe Strand.

Jeg har glædet mig rigtig meget til dette togt, da jeg jo er fra Fyn og er thuriner.

Min dag startede i dag utroligt tidligt, vækkeuret var nemlig sat til kl 04 så jeg kunne nå på vandet til solopgangen.

Jeg skulle lige have øjne da vækkeuret ringede, men derefter var det hurtigt ud af sengen og i gang med at få spist morgenmad og komme i tøjet, kl 5 skulle vi køre afsted til startpunktet. Min far, mor og storebror tog med ned for at vinke på gensyn, de er altid så søde og støttende. 

 

Kl 05:45 var kajakken pakket, solen var endnu ikke stået op og jeg var klar til at ro afsted – ud igennem Skårupsund og afsted mod Nyborg.
Retningen gennem Skårupsund var øst, så roede direkte ud mod solens stråler og ind i solopgangen. Sikke en start på togtet. 

Hele strækket fra Skårupsund til Nyborg havde jeg en let modvind og modstrøm, så det skulle trækkes i vandet for at holde tempoet oppe. Heldigvis var vejret flot og ligeså var kysten, så det hjalp mig fremad.
Fyns østkyst er meget varieret at kigge på. Helt sydøst er der en masse flotte huse placeret nærmest i vandlinjen, så skiftes husene ud med nyudsprungne og lysegrønne skove, hvor man kan høre fuglene kvidre. Fra skovene, går kysten over i grønne og gule rapsmarker, indtil man nærmer sig Nyborg og hvor byens mursten bryder naturen igen.   Det er en fryd for øjet og sanserne med de indtryk man får her. Det er med til at gøre det rigtig fedt at ro Havkajak. 


Det var en stor oplevelse at ro under lavbroen på Storebælsbroen. Det er altid sjovt at ro tæt på broer, da det giver en anden dimension til sin lille havkajak. Det var også en rigtig fed periode af dagens togt, da jeg kom i et rigtig godt flow. Det var endda selvom modvinden var taget til. Det tog hårdt på kræfterne, men det var fedt at ligge i de bølger som nåede at bygge sig op. Vandet stod over kajakken jeg roede ned i bølgedale og det kolde vand stod op i mit hovede – det var mega sjovt!

Fra Nyborg til Nordenhuse syd for Kerteminde faldt kadencen og hastigheden i kajakken, da min krop var ved at være træt efter en god og lang dag på vandet. Derfor gik jeg i land for at tage en god pause. Her mødte jeg en ældre mand som var ude på sin daglige tur på racercyklen. Vi fik en lille snak inden han tog videre og jeg fik fyldt depoterne med rugbrød og æg. I pausen faldt vinden, hvilket gjorde at det næsten var havblik. Derfor besluttede jeg mig for at lave et længere kryds over åbent vand langt fra kysten til Fynshoved, hvor jeg har overnattet på en hyggelig campingplads ved navn Camp Hverringe. 

 

Selvom naturen var flot og vejret var godt, så var det som om at jeg kun i kortere perioder fik et godt flow i min roning, nok pga. modvind og modstrøm, men jeg kæmpede mig op til Fynshoved, da vejrudsigten har meldt at der i dag kommer en god østenvind, som forhåbentlig kan hjælpe mig afsted et godt stykke over Nordfyn. Det ser jeg frem til.

 

 

Solopgang i Skårupsund

Dag 2 Hverringe - Bogense

Dagens etape var omtrent 52,2 km – hvor jeg roede fra Hverringe på østsiden af Hindsholm til Bogense. 

 

Efter jeg kom i land på Hindsholm i går, lagde jeg mig til at sove, men det var en lang nat fordi jeg skiftevis havde det varmt og frøs, så jeg vågnede og hørte bølgens brusen som et faresignal – jeg nåede lige at drømme at min kajak blev taget af bølgerne, men den lå helt sikkert. Vækkeuret ringede kl 05:00. Jeg holder af at vågne roligt så jeg lige kan få øjne, så jeg gav mig god tid til at komme ud af soveposen. Derefter stod den på at pakke mine ting sammen igen og få spist en god portion havregrød inden jeg tog afsted. 

 

Jeg tog på vandet kl lidt over 07. Det blæste ca 6 m/s fra vestsydvest, så jeg havde god medvind og de små bølger hjalp mig fremad med en god fart – derfor kunne jeg holde en hurtig fart på 7,5 km. Sikke en morgen med fart på!

 

Da jeg kom helt op til toppen af Fyns Hoved roede jeg i land for at tage en pause. Jeg fandt et godt sted med læ bag en busk. Her fik jeg ladet kroppen om med formiddagsmad, inden jeg skulle ud på etapens eneste kryds over åbent vand. Et kryds fra Fyns Hoved til Hasmark – et kryds på 9 km. Undervejs blæste det en del op og bølgerne voksede ret meget, men det var sjovt og jeg nød at ro i bølger igen. 

 

Da jeg nåede til Tørresø Strand gik jeg i land for at spise dagens store middagsmåltid. Det blæste direkte ind på stranden, men så var det heldigt at Lars stod ved sit sommerhus. Lars har et sommerhus ned til vandet lige der hvor jeg var gået i land, så derfor spurgte jeg om jeg måtte låne lidt læ på hans terrasse. Lars er tidligere køkkenchef på Hotel Svendborg og da jeg har arbejdet på Hotel Christiansminde i min gymnasietid, så havde vi mange fælles bekendte. Det førte til en hyggelig snak om Svendborg og meget andet.

 

Fra Tørresø Strand gik turen videre inden om Æbelø, først med masser af surf og fart i kajakken som jeg er helt vild med, men turen til Æbelø var ikke uden problemer. Jeg .
Jvidste at jeg roede på rigtig lavt vand, men det var åbenbart så lavvandet at jeg gik på sandbund. Når jeg sad i kajakken, stak den simpelthen for dybt. Så jeg måtte ud og gå en tur med kajakken efter dybere vand. Dette lykkedes heldigvis efter blot 200- 300 meter, hvorefter jeg igen fik vand under kølen og kunne ro videre med rigtig god vind i ryggen og med Bogense i sigte.

Da jeg var nået forbi Æbelø, havde det regnet et par timer og jeg havde virkelig trukket godt til, så jeg var våd af sved indvendig og drivvåd af regn og saltvand uden på tørdragten. Så derfor besluttede jeg at gå i land ved Bogense, hvor jeg har overnattet. 

 

Nu tager jeg på vandet. Vejrudsigten siger det bliver en regnvåd dag, men jeg ser frem til at ro igennem Lillebælt. Det bliver sjovt at ro i en masse strøm og med kyst på begge sider.

I bølger og medvind flyver tiden

Dag 3 Bogense - Middelfart

I går roede jeg 40 km, fra Bogense til det sydlige Middelfart. En tur som startede virkelig vådt, men endte med den flotteste sol på himlen. Et togt som gik gennem Lillebælt og hvor jeg til tider virkelig kæmpede med modstrøm.

 

Natten var lang og jeg vågnede flere gange fordi jeg skiftevis svedte og frøs, men jeg var frisk da vækkeuret ringede, og for en gangs skyld var jeg hurtigt ude af sengen og i gang med at lave morgenmad og pakke.

Det regnede og der var lidt vind, men ikke værre end dagen før.

 

P4 Fyn havde forespurgt et interview, så da jeg havde roet lidt tid, kom jeg igennem til et fint interview over telefonen, mens jeg fortsat roede derudaf.
Fra Bogense til Varbjerg Strand havde jeg medvind og bølgerne bagfra, så hastigheden var god og det varede ikke længe før jeg var ved Varbjerg hvor jeg fyldte mine depoter inden jeg skulle krydse over til Røjle Klint. Som i ser på billedet, trak jeg i læ ved ishuset. Desværre var det ikke åbent, ellers var jeg blevet lidt længere;)

 

Sigtbarheden var dårlig på grund af regnen, så jeg kunne ikke se Røjle Klint da jeg tog afsted selvom det kun var et kryds på 7 km.
Vinden var drejet lidt så jeg igen havde den lige i ryggen, hvor heldig må man være. Så turen gik stærkt til Røjle Klint. 

Til at starte med var vandet stille, men jo tættere på klinten jeg kom, jo større blev bølgerne dog kun ca 50 cm, men de var sjove at ro i. Ved klinten blev vandet helt stille og der var læ indtil jeg drejede om hjørnet ind i Lillebælt og satte kursen mod Strib. 

 

I Lillebælt var strømmen nordgående hvilket vil sige at jeg havde modstrøm så jeg måtte ind på det lave for at finde noget idvand. Idvand er steder hvor der er strømlæ, og man derfor ikke bliver påvirket af strømmen. Det kræver at man har øje for strømmens bevægelser i vandet for at finde det, men er virkelig effektivt når man ror kajak. 

Da jeg nåede Strib blev det tid til den store middagsmad på stranden. Her kom flere kajakroere uafhængigt af hinanden forbi. Jeg snakkede med flere af dem og fortalte om min tur Fyn Rundt, som vakte begejstring. Det var nogle hyggelige samtaler. Tak til jer. 

 

Fra Strib startede den kraftige strøm! og der var nogle steder hvor jeg skulle kæmpe igennem, for overhovedet at komme fremad, men det gik og jeg kan langsomt fremad. 

 

Til slut på dagens togt klarede vejret op – det var tiltrængt at se solen igen efter så mange timer uden sigtbarhed og i regn. De sidste kilometer til Middelfart, gennem Fænø Sund er ubeskrivelig smuk – jeg kan kun anbefale andre at at ro her.
Der er store smukke grønne træer overalt og ja, jeg ved snart ikke hvordan jeg skal beskrive det, men der er smukt. Det minder mig lidt om det sydfynske øhav og skærgården, bare på en mere grøn og frodig måde.

I Middelfart kom Knud og besøgte mig. Knud er en god ven fra min tid på Bornholm og det var ham som kørte mig til Vidåslusen da jeg roede Danmark rundt i Havkajak. Tak fordi du altid er klar til at hjælpe mig og for at du kom i dag Knud.

 

Det har været en dejlig dag på vandet og jeg har mødt en masse flinke mennesker på min vej, Tak. 

 

I et Kryds falder regnen tungt

Dag 4 Middelfart - Aa Strand Camping

I dag gik turen fra Middelfart til Aa Strand Camping, lige nord for Helnæs. En etape på 41,5 kilometer i meget omskifteligt vejr – sol, regn, modvind, ingen vind og sidevind.

Foruden en masse timer på vandet, snakkede jeg også med både P3 og TV2 vejret.

 

Jeg havde sat vækkeuret til kl 0630 så jeg kunne sove lidt længere, da jeg havde en aftale med TV2 vejret kl 09. Da TV2 kom med vejrbilen startede vi med at optage interviewet, hvorefter vi optog et par skud mens jeg roede på vandet. Det var sjovt og spændende at arbejde sammen med dem, så nu glæder jeg mig til at se det færdige produkt. 

 

Vi var færdige med optagelser lidt over kl 10, hvorefter jeg fik en god omgang mad, så kroppen havde god energi inden jeg begav mig rigtigt på vandet. Jeg nåede lige over til østspidsen af Fænø, før jeg skulle interviewes over telefonen, denne gang af P3. Vi havde en rigtig god snak på 5 minutters tid om togtet Fyn rundt, mens jeg var på vandet. 

 

Grundet interviews, var klokken allerede lidt over 11 før jeg rigtig fik gang i dagens etape. En etape der bød på en masse modvind og modstrøm.
Der var små bølger som løftede snuden af kajakken ud af vandet, hvorefter den klaskede ned i vandet igen og var jeg heldig røg snuden under og kastede vand i hovedet på mig. Så ved man at man ror i bølger og skal holde koncentrationen.

 

De første timer af etapen havde mange mindre og lidt større kryds og vejret skiftede konstant fra god modvind og regn til let vind og sol til regn og blæst igen. Det gav mange flotte skyformationer og det var tydeligt at se hvornår vejrskifterne kom. 

Når det var sol trak de mørke skyer ind over mig som en stor dyne. 

 

På et tidspunkt lå jeg lige på grænsen til det dårlige vejr og jeg kunne se regnen og blæsten lige bagved mig, men jeg holdt min fart og blev lige på kanten af regnbyen indtil jeg gik i land for at spise sen frokost. 

Efter frokosten skulle jeg ud på de sidste 15 km. Det var solskin, vindstille og der var havblik, men de mørke skyer lå faretruende ude bagved. 

Heldigvis skød jeg en rigtig god fart på mellem 8 og 9 km/t, hvilket betød at jeg lige kunne nå uden om spidsen på Torø før vinden kom og jeg dermed fik den ind fra siden. 

Da vinden kom ind fra siden kunne jeg stadig holde farten og jeg tror at det er de hurtigste 15 km jeg har prøvet at ro. Det var fedt at mærke kroppen bare var en maskine som kunne blive ved. 

 

Nu ligger jeg på den hyggeligste campingplads nemlig Aa Strand Camping, som har havudsigt fra pladsen. Det er bestemt en campingplads der er et besøg værd. Værtsparret har lige overtaget den og de er super rare og fleksible, så de har været så søde at lån mig et rum hvor jeg kunne tørre tøjet over natten. 

 

Nu begiver jeg mig afsted på den sidste etape af dette togt – knap 60 km mod Thurø. Jeg glæder mig rigtig meget til denne dag på vandet og ro smukke Sydfyn i møde.

 

De mørke skyer med regn og blæst indhenter en

Dag 5 Aa Strand - Sodamaskoven på Thurø

Sidste dag på togtet Fyn Rundt gik fra Aa Strand Camping til Thurø. Det var en tur på 58,2 km, som bød på medstrøm, sidevind og medvind og som bragte gode bølger med sig i solskinnet. Fantastisk at gennemføre togtet på en dag kortere end planlagt og med en masse skønne oplevelser.

 

Dagen startede i den lille hytte som jeg havde sovet i på Aa strand camping, vækkeruret ringede kl 06:00. Vejret var helt fantastisk og jeg havde sovet perfekt, så jeg sprang ud af sengen og skyndte mig at gøre mig klar til dagens strabadser. 

Det skulle blive en af de længere ture, men jeg har glædet mig meget til at komme på vandet, hvor jeg i dag ville få følgeskab af Michael og Frederik. 

Michael har jeg roet med før, da han fulgte mig nogle kilometer på to etaper under Danmark rundt i Havkajak og Frederik havde jeg hørt en del om fra lokalsamfundet på Thurø, da han altid har været en ultraløber som nu også ror kajak. Tusind tak for nogle rigtig hyggelige timer langs de sydfynske kyster!

 

Kl 07:50 kom jeg på vandet, hvor jeg roede direkte mod Helnæs Fyr. Et kryds på 10 km, hvor jeg havde god fart på i sidevinden. 

Fra Helnæs gik turen over til Bøjden, hvilket var endnu et kryds på ca 7 km. Bølgerne var vokset og jeg kunne surfe lidt på dem – en disciplin som er virkelig sjov.
Ved ankomst til Bøjden tog jeg dagens første pause hvor jeg fik noget mad. 2 hårdkogte æg og noget rugbrød, samt en sodavand mens jeg ventede på Michael som skulle støde til fra Bøjden Havn. Pausen var perfekt planlagt så da jeg havde spist færdig var Michael ved mig og vi kunne fortsætte turen sydpå mod Thurø. 

Vi skulle først runde pynten ved Bøjden hvorefter vi lavede et kryds nord om Lyø mod det sydlige Bjørnø. Frederik kom roende fra Thurø og da han var omkring omkring Dyreborg ringede han for at høre hvor vi var. Det er svært at finde en kajakroer, som ikke stikker meget over vandet, men efter 10 minutters spejden fandt vi hinanden. 

Herfra gik det rigtigt stærkt mod Thurø. Vi blæste afsted i medvinden, mens der blev hyggesnakket og fortalt røverhistorier fra vores forskellige kajakture rundt omkring i landet. 

 

Vi gik i land på Svelmø for at spise endnu et velfortjent måltid, alt imens vinden steg til ca 6-8 m/s og bølgerne voksede. Så da vi tog afsted fra Svelmø surfede vi afsted mod Svendborgsund, hvor min tophastighed viste 16,7 km/t. Det er vanvittigt hurtigt for min havkajak der har omtrent 60 kilos oppakning, plus min vægt. Det var så fantastisk

 en oplevelse og en helt perfekt måde at færdiggøre et rigtigt godt togt. 

Det blev til ca 12 km surf inden vi ramte Svendborg sund hvor vandet var helt roligt men medstrømmen og vinden var med os. 

 

Det var en virkelig dejlig dag og det var fedt at bruge tiden med to roere som går lige så meget op i kajakken som jeg selv. Tak for en god tur. 


Mit togt Fyn rundt blev på 246,9 km på 5 dage hvilket giver en gennemsnits distance på 49,38 km pr dag, det er næsten næsten 20 km mere i snit om dagen end da jeg roede Danmark Rundt.